Kildall Fotografi og manden bag kameraet

Bagom kameraet

Lær mere om fotografen bag Kildall Fotografi og få nogle svar…

Hej med dig og tak fordi du har valgt at læse med.

Jeg hedder Jørn Kildall og denne artikel er ananas i egen juice, da jeg har valgt at præsentere mig selv og min fotografvirksomhed Kildall Fotografi.

På dåbsattesten står der 1963 og fødestedet er Egå, som ligger nord for Aarhus. Da jeg blev født var Egå laaaangt ude på landet og i dag er det vokset sammen med stor Aarhus.

Mit første kamera

Min barn- og ungdom foregik i Åbyhøj og Århus V.

Allerede som 12-årig fik jeg mit første kamera af min far. Det var et Kodak Pocket Instamatic 100, hvor man satte en filmkassette i kameraet og den afleverede man til fremkaldelse hos sin fotohandler når man skudt alle billeder på filmen.

Man hentede først de færdige papirbilleder når man havde penge til at betale med.

Jeg husker ikke hvor mange billeder der var på filmen men det var nok standard med 24 eller 36 billeder på rullen.

Fotolære i folkeskolen

I folkeskolen havde vi fotolære og her fik jeg for første gang et Pentax spejlrefleks stukket i hånden og en rulle sort/hvid Ilford film. Nu var det ellers bare at gå i gang med at fotografere ALT!

Vi lærte en masse om lukketider og eksponering – samt lidt om komposition af billeder – nogle var bedre end andre.

Det var altid spændende når filmen skulle fremkaldes og den første gang var helt særlig og næsten højtidelig.

Bare det at filmen var fremkaldt og man kunne se negativet når man holdt filmstrimlen op mod lyset var meget stort.

Næste skridt var at få lavet papirbilleder ved hjælp af forstørrelsesapparat, kemikalier, æggeure og alkymistiske besværgelser.

Til sidst kom sandhedens øjeblik når det belyste og helt hvide fotopapir skulle i kemikalier for at lave det færdige billede. Det var magi når ens “mesterværk” langsomt tonede frem i kemi badet.

Dia-positiv og diasfremviser

Senere gik jeg over til at udelukkende fotografere dia-positiv, hvor man virkelig skulle ramme den korrekte eksponering af motivet for at det færdige billede var brugbart.

Idéen med dia-positiv var at man at tog det endelige billede på filmstrimlen og efter fremkaldelse hos en fotohandler eller reproanstalt, fik man de færdige billeder med hjem.

Hjemme klippede man billederne ud og satte dem i diasrammer. Til sidst viste man billeder med en diasfremviser på et lærred eller en hvid væg

Familie, børn og karriere

I begyndelsen af 1990’erne blev mit liv beriget af min nuværende kone Lisbet og inden årtusindskiftet havde vi også fået et par dejlige børn.

Min fotografering gled i baggrunden i nogle år, da jeg koncentrerede mig om min karriere i IT-branchen og jeg fotograferede næsten ikke længere.

Det nye dengang var Internettet og at man kunne lave hjemmesider. Det var noget som fangede mig og jeg lavede hjemmesider i min fritid til små foreninger og virksomheder.

På et tidspunkt skulle jeg have betaling for en hjemmeside og blev spurgt om jeg ikke kunne betales med et digitalkamera? Jo, hvorfor ikke?

Jeg fik et nyt stykke banebrydende teknologi ind i mit hjem. Et lille vidunder som kunne skyde fotos i størrelsen 2,1 Megapixel!

Det var helt vildt og jeg kunne se, at kameraet og mine hjemmesider let kunne følges ad, hånd i hånd.

Flere og flere megapixels

Behovet for et kamera med bedre objektiv og bedre opløsning bankede på. Jeg faldt for Olympus’ C-5050 som tegnede virkelig skarpt i begyndelsen af nullerne.

Det var et fint kamera som tog gode billeder – bare der var lys nok. Billederne kunne også optages i RAW-formatet som vi ikke helt forstod i begyndelsen. Det kunne også optage video, dog nogle meget små klip.

Det var et fint kamera. Inden længe så vi de første Digitale spejlrefleks kameraer (DSLR) fra både Canon og Nikon.

Nikon D70 DSLR

Nikon D70 var et digitalt spejlrefleks kamera og her fik man virkelig meget for pengene. Prisen var uhørt lav for et kamera af denne kvalitet og med så mange nye finesser som man kun fandt på de meget dyre professionelle modeller.

Nu stod jeg med valget: om web-forretningen skulle fortsætte eller om jeg udelukkende skulle være fotograf. Jeg valgte den Salomoniske løsning og satsede på begge heste.

Kildall.dk etableres

I 2006 oprettede jeg mit første firma Kildall.dk der skulle lave hjemmesider og udføre grafisk arbejde. Hen ad vejen blev det klart for mig, at fotografi-delen begyndte at fylde mere og mere.

Allerede året efter, ved et tilfælde, så en ung kvinde mine billeder og hyrede mig straks ind som bryllupsfotograf samme sommer.

Nu skiftede firmaet navn til Kildall Fotografi – et navn som har holdt ved siden 2007.

Fotostudie bliver bygget i Østbirk

I 2008 byggede jeg sammen med svigerfar og en af hans venner et 35 m2 fotostudie i vores have. Det var en flot bjælkehytte hvor jeg holdt til og hvor mine kunder kom til fotografering.

I efteråret flyttede jeg med min hustru til Horsens og måtte ud at lede efter et nyt fotostudie. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med fem andre fotografer som var ved at flytte ind i fælles studie på Hundslund Østergård og her blev jeg tilbudt at være sidste mand i studiet. Et tilbud jeg sagde ja tak til.

Større fotostudie i Hundslund

I sensommeren 2018 lukkede jeg for aktiviteterne i Østbirk og flyttede 10 års aktiviteter ind i nabokommunen Odder. Firmaet er fortsat under navnet Kildall Fotografi.

I studiet laver jeg mange af de samme opgaver som i Østbirk, og børnefotografering fylder stadig meget og er en disciplin jeg holder meget af. Jeg laver mange familiefotograferinger med gruppefotos, bryllupsbilleder, guldbryllups selskaber og profilfotografering af virksomheder og deres medarbejdere.

Købte lige en avis

Samtidig med at jeg flyttede fra Østbirk begyndte jeg at arbejde som freelance fotojournalist for Østbirk Avis Østjydsk Avis. Efter et par i hos avisen gik redaktør Peder Stougaard desværre hen og døde - det betød at jeg blev fast mand på avisen og i efteråret 2019 blev jeg tilbud at købe Østbirk Avis. 

Det var et uimodståeligt tilbud og jeg slog til, og jeg kunne kalde mig redaktør af en skøn lokalavis. Det betød også at det meste af min tid gik med avisen og fotografvirksomheden måtte drosles ned. 31. december 2022 havde jeg sidste dag i studiet i Hundslund.

Det betyder at jeg er tilbage til hvor jeg begyndte, med at tage ud med mobilt studie. Samtidig valgte min hustru og jeg at flytte tilbage til Østbirk, efter fire år i Horsens. Her driver jeg både avis og fotografvirksomhed fra samme adresse.

Holder du aldrig fri?

Jo og når jeg gør, bruger jeg gerne tiden sammen med familien og vennerne. Jeg har i mine yngre år brugt meget tid på både sang og skuespil, noget som jeg har genoptaget en smule. Jeg foretrækker at stå udenfor scenen og være med til at afvikle forestillingerne.

Jeg er bestyrelsesmedlem på Horsens Amatør Teater og holder meget af at lege med lys- og lydteknikken, samt at lave teaterplakater og -programmer.